Bo Sommer, tidligere indehaver af netbutikken Dvdpusheren, kan efter alt at dømme se frem til en politianmeldelse.
Han har selv begæret sit firma konkurs, men en række kunder er rasende. De har enten ikke fået de varer, som de har bestilt og betalt for på internet, eller også er betalingen for gamle køb pludselig blevet hævet for anden gang.
It-konsulenten og netværksspecialisten Harald Sørensen fra Silkeborg har allerede kontaktet politiet for at få ordensmagten til at gå ind i sagen om Dvdpusheren.
Det har ført til, at han foreløbig beder andre kunder om at samle yderligere dokumentation. Det sker via hans egen hjemmeside, som er oprettet til formålet.
Indtil videre har han hørt fra 31 kunder, som i alt mener, at Bo Sommer har snydt dem for omkring 15.000 kroner. Selv har Harald Sørensen fået 2.816 kroner tilbage fra sin bank på grund af uregelmæssighederne i netbutikken.
Vil sætte fokus på forbrugerrettigheder
Bo Sommer har tidligere forklaret til Computerworld Online, at han var ved at rydde op i gamle transaktion, da han kom til at trykke på "hæv" i stedet for "slet". Derfor blev nogle af kunderne trukket to gange.
Alle kunder kan få pengene tilbage ved at henvende sig i deres pengeinstitut at skrive under på, at de er blevet snydt. Alligevel mener Harald Sørensen, som selv har arbejdet for flere netbutikker, at det er vigtigt at gå videre med sagen.
- Det helt store problem er, at alt for mange forbrugere ikke kender deres rettigheder, når de handler på internet. De er heller ikke trygge ved internethandel, og sådan en sag gør dem i hvert fald ikke mere trygge. Derfor er det vigtigt at sætte fokus på, hvad der er forbrugernes rettigheder, siger han.
Harald Sørensen lægger dog ikke skjul på, at han oprindelig tog initiativet til at forberede politisagen, fordi han ville have skovlen under en svindler.
Harald Sørensen har fået oplyst, at også PBS er ved at undersøge, om der foregik noget ulovligt i Dvdpusheren.
Relevant link