Teleselskaberne slipper for den kritiserede brevmodel i kulturminister Uffe Elbæks nye plan for at styrke de kreative branchers indtjening på nettet.
Men i stedet skal telebranchen og internetleverandørerne bidrage til piratbekæmpelse på andre måder.
I kulturministerens udspil kan man læse, at telebranchens parter for eksempel skal udarbejde retningslinjer for branchen, så nye routere bliver mere sikre. Helt konkret skal ny hardware til trådløse internetforbindelser som udgangspunkt leveres med unikke passwords eller anden form for kryptering, så internetforbindelser ikke umiddelbart kan benyttes af uvedkommende.
Der har i de seneste år været retssager, hvor sagsøgte borgere har klaret frisag i sager om piratkopiering, fordi det ikke kunne udelukkes, at downloads var lavet af andre.
Ved at gøre teleselskaberne medansvarlige for at styrke sikkerheden håber ministeren, at "ansvarsfri" piratkopiering på nettet bliver mindsket.
Tre millioner til oplysningskampagne
Ud over at styrke sikkerheden på nye routere skal telebranchen også bidrage økonomisk til en oplysningskampagne.
Teleselskaberne, rettighedshaverne og Kulturministeriet bidrager med hver en million kroner. De tre millioner er et engangsbeløb til oplysningskampagner om lovlige alternativer til piratkopiering.
Der bliver altså tale om en bred oplysningskampagne og ikke en brevmodel, der kun er henvendt til dem, som formodes at have piratkopieret på nettet. Oplysningskampagnerne kommer blandt andet til at bruge teleselskabernes eksisterende kanaler, så man skal forvente oplysninger om lovlige underholdningstjenester på sine fakturaer fra selskaberne.
"Vi gør det for at få sat fokus på, at det handler om at give noget positiv information til brugerne om lovlige alternativer, og så synes vi, at det er en god måde at få afsluttet det arbejde, der har været de sidste år," siger Jakob Willer, direktør i Telekommunikationsindustrien.
Hurtigere blokeringer
Telebranchen og rettighedshaverne har også indgået en aftale om sagsgangen i blokering af ulovlige tjenester på internettet. For eksempel Pirate Bay og Grooveshark, som tidligere er blevet blokeret i Danmark. I fremtiden vil teleselskaberne love at formalisere sagerne, så rettighedshavere blot skal nedlægge fogedforbud mod et teleselskab, så skal resten nok følge trop.
Så I lover at være lidt mere medgørlige i fremtiden?
"Det kan du godt sige, men det er også lidt den praksis, der allerede har været på området. At et selskab får en dom, så følger de andre med. Vi er jo heller ikke interesseret i, at alle teleselskaberne skal trækkes for retten. Så længe vi ved, at et selskab kommer for en dommer, så har vi den sikkerhed, at vi har en dommers ord for, at der skal spærres," siger Jakob Willer.
Telebossen kan stadig pege på mangler i udspillet fra kulturministeren. For eksempel er der ikke ændret på, at fogedretssager om blokeringer stadig er et spørgsmål mellem teleselskaber og rettighedshavere. De blokerede parter finder ikke nødvendigvis ud af, at de er blevet blokeret i Danmark.
Men generelt er udspillet godt.
"Det er virkelig glædeligt, at man nu får sat kursen i retning af at fremme lovligt indhold meget klart. Det er vores opfattelse, at den eneste løsning, der kan hindre piratkopiering, er fremkomsten af lovlige alternativer," siger Jakob Willer.