De kvaler og frustrationer, som Microsofts Internet Explorer 6 gav verdens webdesignere og internetbrugere, er Google og Apple måske ved at genskabe.
Det mener en af de ansvarlige hos W3C, der overvåger standarder på nettet.
Problemet er, at stor en del af trafikken på nettet i øjeblikket går til Android-telefoner, iPads og Apples iPhone, og så vil mange udvikleres interesse naturligt koncentrere sig om dem.
"For kort tid siden var IE6 den klart mest dominerende browser. Det betød, at nettet var fyldt med hjemmesider, der kun fungerede godt i IE6, og brugere med andre browsere blev efterladt hjælpeløse. IE6 er død, og den tid er forbi, og alle browserproducenter - inklusive Microsoft - glæder sig over det. Men er problemet virkelig væk? Nej, ikke helt. IE6 er væk, men problemet er tilbage," skriver Daniel Glazman, næstformand i bestyrelsen for World Wide Web Consortium (W3C) på sin blog.
Både Google og Apple anvender WebKit-motoren i deres browsere, og ifølge Glazman findes der allerede massevis af hjemmesider, der fungerer bedst i WebKit, selv om alle talte om at vende tilbage til at bruge webstandarder efter IE6's død.
Hvad gør vi?
En af udfordringerne er ifølge Glazman, at nogle browsere får understøttelse for de nye funktioner i HTML5 hurtigere end andre.
Mange udviklere vælger derfor at designe specifikt til Webkit, for at være sikre på, at deres sider virker allerede nu.
Men selv om andre browsere med tiden understøtter de samme ting, så vil internetbesøgende stadig opleve problemer, hvis udviklere glemmer at fjerne de browserspecifikke elementer, der knytter sig til WebKit, i koden.
"Jeg opfordrer inderligt alle til at stoppe med at designe udelukkende for Webkit," siger Glazman.
Læs mere på Cnet.