Tidens forholdsvis høje ledighed blandt ingeniører vil ikke ændre sig i det næste år.
Det mener 47 procent af de ingeniører, som er blevet spurgt i forbindelse med en konjukturanalyse foretaget for Ingeniørforeningen i Danmark (IDA).
23 procent regner ligefrem med, at ledigheden i faget vil stige. Den er i øjeblikket på 6,1 procent, den højeste arbejdsløshedsprocent i seks år.
Dermed er der ikke megen optimisme at spore blandt landets ingeniører, som først regner med bedring i konjukturerne om et års tid.
Til gengæld forventer næsten halvdelen, at deres arbejdspladser har mere gang i forretningen om et år, og cirka samme andel af ingeniørerne regner med, at deres virksomhed vil beskæftige flere kolleger med samme uddannelse om tre år.
På baggrund af tallene opfordrer formand i IDA, Per Ole Front, Dansk Industri til at stille sig i spidsen for en udvikling, hvor forskning og udvikling fører til flere arbejdspladser.
- Det er, mens markedet er vigende, at virksomhederne skal ruste sig, til at opsvinget kommer, siger han.
547 ingeniører deltog i undersøgelsen.