Der findes desværre ikke nogen officiel Google Analytics app til iPhone.
Men til gengæld findes der en masse apps fra andre udviklere, der giver dig et overblik over dine Google Analytics-tal, når du er på farten og kun har din smartphone i lommen.
En af de absolut flotteste og mest overskuelige hedder Analytiks (ja, med k) og koster 6 kroner i Apples App Store.
Google Analytics er Googles statistik-værktøj, der kan give dig bunkevis af informationer om de besøgende på din hjemmeside.
Men Analytiks-app'en forenkler tallene, så de er lettere at forstå for os almindelige dødelige.
Light-udgave af Analytics
Det betyder dog også, at du ikke får helt den samme dybde i tallene, som når du logger ind på Google Analytics hjemmeside. I stedet får du kun adgang til de mest væsentlige tal.
Når du åbner app'en, bliver du præsenteret for en skærm, der fortæller dig, hvor mange sidevisninger du har haft i dag og i denne måned, og du får også oplyst, hvor stor en del af de besøgende, der kommer fra Twitter, Facebook og Google.
Med et enkelt tryk på åbningsskærmen ryger du dog videre til en mere detaljeret oversigt, der fortæller dig, hvor dine besøgende kommer fra i verden, hvilken browser de bruger, og hvordan fordelingen er mellem Mac og pc-brugere, samt hvor mange af dine besøgende, der kommer via en mobiltelefon.
Ønsker du den fulde og detajlerede gennemgang af dine brugers adfærd, kan du naturligvis logge ind på Google Analytics i din mobil-browser eller tage et kig på nogle af de mange andre analytics-apps, der findes i Apples App Store eller Android Market.
Google Analytics mange tal, forskellige kategorier og mystiske begreber kan dog stadigvæk virke lidt forvirrende, hvis du ikke beskæftiger dig med den slags til hverdag. Derfor kan du også prøve at finde lidt hjælp i PC World Business Centers guide til, hvordan du bliver skarpere til Analytics.
Læs også:
Ny Google-funktion: Udspionér kunderne endnu bedre