Iran er kendt for sin strenge internet-censur og for sine mange forsøg på at overvåge landets borgere online. Senest er den danske virksomhed Rantek kommet i søgelyset, fordi man angiveligt har solgt israelsk overvågnings-software til Iran.
Samtidig forsøger Iran at etablere sit eget nationale internet, hvor myndighederne har den fulde kontrol over alt indhold på netværket.
Det kan være en forberedelse til det kommende parlamentsvalg i marts - mange af protesterne efter det omstridte præsidentvalg i 2009 blev organiseret online. Det iranske regime har slået hårdt ned på bloggere og advaret mod at opfordre til boykot af valget på nettet.
Men den britiske avis The Guardian leverer nu en anden forklaring på, hvorfor iranerne forsøger at kappe internet-forbindelsen til resten af verden.
Iran blev sidste år ramt af den meget omtalte internet-orm Stuxnet, der skulle ødelægge landets atomanlæg, og det nationale intranet skal beskytte landet mod nye angreb.
"Det primære formål med intranettet er ikke at blokere det globale internet, men at beskytte det iranske militær, banker og følsomme data fra omverden," fortæller en anonym iransk it-ekspert til avisen.
"Iran frygter et cyber-angreb fra udlandet ligesom Stuxnet, og forsøger at beskytte sine følsomme data," siger eksperten.
Landet vil angiveligt skabe et stort lukket netværk, hvor det kun er landets egne borgere der kan få adgang til websiderne - og hvor de samtidig ikke kan få adgang til udenlandske servere. Der er allerede mindst fem millioner websteder på den sorte liste - herunder Facebook, som ellers har 17 millioner brugere i Iran.
Det viser at netcensuren er meget hullet - den kan omgås med proxy-servere og VPN-forbindelser.
Den samme ekspert tilføjer, at Iran også udvikler softwarerobotter til at analysere mails og chat, og dermed finde nye veje til at kontrollere brugernes online-aktiviteter.
Det menes at Kina har hjulpet Iran med teknologi til elektronisk overvågning, men det kinesiske teleselskab Huawei afviser dog, at man har hjulpet kineserne med netcensuren.
Iran har også indført nye strenge krav for internet-cafeer, som nu skal gemme navne og adresser for alle kunder og en liste over alle websider, som den pågældende har besøgt.
Det nationale lukkede intranet bliver næppe klar inden parlamentsvalget om to måneder, og det vides ikke hvornår Iran i givet fald vil kappe forbindelsen til resten af nettet.