Torsdag kommer Apple med en ny mobil app der skal bygge bro mellem firmaets online-butik og de fysiske butikker, som findes verden over. Ifølge BGR har Apple udvidet sit butikskoncept med en række nye muligheder.
En af de vigtigste nyheder er, at man nu kan bestille et produkt online og hente det i butikken præcis 12 minutter senere.
Apple har åbenbart planlagt hele processen ned til mindste detalje. Det tager 3 minutter at sende ordren til den lokale Apple Store, og herefter har de ansatte 2 minutter til at finde produktet frem og stille det klar på hylden. De sidste 7 minutter bruges til yderligere forberedelser.
Det betyder altså, at kunden kan spadsere ind i butikken 12 minutter efter bestillingen er afgivet og hente sin vare - uden at skulle stille sig i kø.
Det fungerer selvfølgelig kun, hvis varen faktisk er på lager. Ellers får kunden besked om, hvordan varen vil være klar til afhentning. Når den er ankommet, sendes en push-besked gennem Apple Store app'en - og her gælder de samme 12 minutter. Så produktet kan altså hentes 12 minutter efter beskeden er sendt. Leveringen til den lokale Apple Store er gratis.
Apple forventer da også, at størsteparten af kunderne vil vælge at bestille online og hente i den fysiske butik i de næste to år.
Det bliver også muligt at returnere produkter der er bestilt online og sendt med posten ved at aflevere varen i enhver Apple Store.
Den anden store nyhed er, at man nu kan gå ind i sin lokale Apple Store, tage det ønskede produkt og gå ud igen uden at tage turen forbi kassen (hvis butikken overhovedet har en sådan). Det lyder som tyveri, men fidussen er at man kan betale med Apple Store app'en på sin iOS-enhed.
Man skal blot samle det ønskede produkt op, tage et billede med kameraet i den mobile enhed og vælge "Køb" i applikationen, hvorefter beløbet automatisk bliver trukket på det kort der er associeret med ens Apple ID. Derefter kan man så spadsere ud af butikken.
Det forlyder ikke, hvordan Apple rent faktisk vil tjekke om kunderne har betalt.
Flere af de nye muligheder bliver allerede afprøvet i nogle Apple-butikker i Californien og New York, og det bliver nu udvidet med flere (men måske ikke alle) Apple Stores.