Midt under den igangværende krig mod Rusland får Ukraine nu leveret et nyt toldsystem udviklet af Netcompany.
Systemet New Computerized Transit System (NCTS) er udviklet af Netcompany og det græsk-stiftede datterselskab Intrasoft, som Netcompany købte i 2021.
Det nye system er fuldt implementeret og allerede taget i brug af det statslige toldvæsen i Ukraine.
Det er ikke oplyst, hvor længe kontrakten løber, eller hvor stor en værdi den har.
Netcompany har dog fået en sum penge for udviklingen og implementeringen af projektet, mens selskabet selv har bidraget finansielt gennem rabatter på licenser og arbejdstimer, lyder det.
Derudover er kontrakten mellem Netcompany og de ukrainske toldmyndigheder finansieret gennem EU-programmet Public Finance Management Support Programme for Ukraine.
Ifølge Netcompany bringer det nye system Ukraine tættere på et EU-medlemskab, da NCTS lever op til de fælles EU-krav for told. Det gør det lettere at kommunikere på tværs af medlemslandenes systemer og styrker dermed samhandelen mellem Ukraine og EU.
"Vi er meget stolte af, at vores 20 års erfaring med implementering af toldsystemer i Europa kan bidrage til at bringe Ukraine et skridt tættere på et EU-medlemskab og samtidig hjælpe landet med genopbygningen gennem stærkere handel og tættere bånd med Europa," udtaler Lars Langer, partner med ansvar for told i Netcompany.
"Et stærkt og uafhængigt Europa har brug for uhindret handel. Vi er glade for at bevise, at vi kan levere til et land i krig og hjælpe Ukraine i deres kamp for frihed mod Ruslands aggression. Gennem ansvarlig digitalisering kan europæiske IT-systemer, der let og gnidningsfrit kommunikerer på tværs af medlemsstaterne, være den bindende kraft i et forenet Europa," fortsætter han i pressemeddelelsen.
Netcompany er de seneste år lykkedes med at vinde store ordrer udover Danmarks grænser. For op til 1,2 milliarder kroner skal de blandt andet modernisere skattesystemet i Storbritanien, hvilket er en af de største ordrer, Netcompany nogensinde har vundet.
"En stor udfordring for Ukraine"
Aftalen blev indgået efter et udbud organiseret af det litauiske Central Project Management Agency, som Netcompany vandt i 2022.
"Introduktionen af et nyt system og overvågningen af systemet under krigstid har været en stor udfordring for Ukraine. Ingen andre lande har tilsluttet sig konventionen under disse forhold," udtaler Vladyslav Suvorov, vicedirektør i de ukrainske toldmyndigheder.
Han tilføjer, at toldmyndighederne har været nødt til at tilpasse sig de skiftende forhold under implementeringen og på kort tid oplære toldbetjentene i det nye system.
"Vi sætter pris på Netcompanys position og konstante støtte til Ukraine, idet vi forstår, at det også har været udfordrende omstændigheder for dem. Men på trods af de vanskelige forhold, uforudsete omstændigheder og det skiftende miljø forårsaget af krigen har vi også forventet en relativt hurtig reaktion på vores behov fra Netcompany," fortsætter Vladyslav Suvorov.