B&O søger nye veje til forbrugeren og vil have øget fokus på forhandlerleddet. Det betyder blandt andet, at B&O nu har indgået en aftale med Apple om at en ny produktlinje, der introduceres i efteråret, bliver solgt via Apples butikker.
Den ny produktlinje, som B&O ikke har løftet sløret for endnu, vil også blive solgt direkte af B&O på nettet via en ny onlineshop, som selskabet åbner i slutningen af i år.
Det fremgår af B&Os ny strategiplan, som blev præsenteret i dag i forbindelse med det seneste årsregnskab, hvor selskabet kunne vise et overskud på 40 millioner kroner før skat.
Af strategiplanen fremgår det også, at B&O vil kigge deres afsætningskanal efter i sømmene. Det sker samtidigt med at hele organisationen skal effektiviseres og B&O vil flytte hovedkvarteret til København.