Et nyt forretningskoncept skal puste liv i det kriseramte Telekæden. Efter at først Telenor og senest Telia har opsagt deres samarbejder med kædens nuværende godt 80 butikker, har direktør Rolf Ovesen arbejdet hårdt på at skabe et nyt forretningsgrundlag, som kan sikre Telekædens fremtid.
Det nye koncept indebærer et samarbejde med teleudbyderne Green Tech og TK World, som fremover vil sælge telefoni i kædens butikker via såkaldte service provider-aftaler. Samtidig er der indgået aftale med en række boghandlere, fotoforretninger og forhandlere af auto-tilbehør om salg af taletidskort. Aftalen betyder ifølge Rolf Ovesen, at yderligere 40 butikker rundt om i landet dermed kan sætte Telekædens logo i vinduet.
Desuden er der indgået aftale med tilsammen 30 kiosker og grønthandlere, som fremover også skal sælge taletid fra Telekæden.
Desuden kan Telekæden præsentere to såkaldte foreningsaftaler med Telenor og TDC, som skal styrke salget til især erhvervskunder. Desuden sikrer en ny bankaftale et stærkere finansielt grundlag for kædens drift.
»Det nye koncept går i luften i denne uge. Tilbagemeldingerne fra forhandlerne er, at de er glade for de nye planer, og at de støtter op om Telekædens ledelse,« siger Rolf Ovesen.
Han understreger, at det hidtidige forretningsområde med salg til erhvervskunder, som udgør 60 procent af Telekæde-butikkernes omsætning fortsætter blandt andet via det eksisterende samarbejde med TDC.
»2011 bliver et år, hvor vi skal besætte markedet med vores nye koncept,« siger Rolf Ovesen, som samtidig glæder sig over, at mange kunder trods opsigelsen af kontrakterne med Telenor og Telia vælger at beholde forhandlerne fra Telekæden som leverandør.
»Vi har bevaret mange af de tidligere Telenor-kunder, som har valgt at blive hos os i Telekæden, fordi de sætter pris på den rådgivning, som den lokale forhandler kan give dem.