Efter ti dage i betalingsstandsning arbejder distributøren Norsoft fortsat på at finde en løsning, der skal redde softwaredistributørens fremtid. Men en afklaring trækker ud.
For en uge siden oplyste advokat Andreas Kærsgaard Mylin fra advokatfirmaet Plesner, som er tilsynsførende for Norsofts betalingsstandsning, at han var i »meget konkrete forhandlinger med en aktuel køber«. Dengang håbede han, at han i denne uge ville kunne præsentere en redningsplan. Men tilsyneladende er der kommet en forhindring i vejen for en hurtig afklaring.
»Jeg havde håbet, den ville være der nu, men på grund af tekniske problemer bliver det ikke før først i næste uge«, siger Norsofts administrerende direktør Kjeld Willert, der ikke ønsker at udtale sig yderligere.
Norsoft har 16 ansatte, der især distribuerer og rådgiver om Microsoft-software.
Det har i dag ikke været muligt at træffe den tilsynsførende Andreas Kærsgaard Mylin.