»Det vil jeg tage fat på, så snart jeg er tilbage. Kommuner er tryghedsnarkomaner. Men hvis det, vi har set, holder, er der nu mulighed for at få support til at bruge andre løsninger, og så må KMD sørge for at få snitfladerne til disse systemer med,« siger Ellen Svenning til avisen.
Udmeldingen kommer efter, at IT-avisen ComON i en undersøgelse i sidste uge kunne fortælle at blot 12 procent af de danske kommuner har taget open source til sig i mere eller mindre grad. Samtidig er det kun yderligere fire procent, der er ved at undersøge muligheden for at overgå til open source.
Resten af kommunerne har enten bevidst fravalgt open source eller helt undladt at undersøge muligheden. Og forklaringen på det er i høj grad, at de it-systemer fra KMD, som kommunerne arbejder med, ikke kan arbejde sammen med open source-programmer. Derfor skal de bruge flere tusinde kroner på at få udviklet snitflader mellem programmerne, så de kan integreres.
»Også giver det lige pludselig ikke så meget mening at skifte til open source, fordi besparelsen ædes op,« siger konsulent i Kommunerne Landsforening Michael Hald til IT-avisen ComON.
Men nu vil it-cheferne altså forsøge at presse KMD til sætte blus under udviklingen. Helt konkret sker det sidst i oktober, hvor it-cheferne mødes, og på dette møde vil Ellen Svenning rejse problematikken med sine kolleger.