Efter CRN's søstersite ComOn gennem de seneste måneder har dokumenteret de kaotiske tilstande, som præger den digitale tinglysning, er justitsminister Brian Mikkelsen (C) nu blevet aftvunget en holdning.
I et svar til SF indrømmer ministeren, at over 47.000 sager hænger fast i tinglysningssystemet. Ministeren fremhæver nemlig, at 2/3 dele af sagerne er færdigbehandlet. Tinglysningen har behandlet 94.216 sager siden 8. september i år. Dermed afslører ministeren indirekte at 47.108 sager endnu ikke er færdigbehandlet.
Det har haft store økonomiske konsekvenser for private borgere, der skal betale renter til såkaldte mellemfinansieringer, der trækker ud. Ministerens tanker går dog ikke i retning af den almindelige dansker. I stedet forklarer han, at systemet lider af 'børnesygdomme'.
»Det er vigtigt at holde sig for øje, at vi fortsat frem til årsskiftet er i en indkøringsfase, og at alle har regnet med, at der ved idriftsættelsen af et så storstilet projekt, som det digitale tinglysningssystem nu engang er, selvfølgelig ville være behov for en indkøringsperiode, hvor der løbende foretages optimeringer og rettelser af systemet,« siger Brian Mikkelsen i svaret til SFs Nanna Westerby.
Ministeren er tilfreds med, at problemerne bliver løst, og han har afsat yderligere 30 millioner kroner på finansloven til justering af systemet de næste to år.
»Jeg finder derfor også, at det er realistisk, at fastholde målsætningen om, at samlet set ca. 69 pct. af den manuelle sagsbehandling i forbindelse med tinglysning af rettigheder over fast ejendom vil kunne automatiseres,« siger Brian Mikkelsen.
Erkender manuelt behov
Men flere advokater og ejendomsmæglere har tidligere udtalt til ComOn, at tinglysningen aldrig vil blive automatiseret, da folk foretrækker at give deres rådgiver fuldmagt til at underskrive skøderne digitalt. Tinglysningen har indset, at det bliver scenariet fremover. Derfor har de flyttet mandskab til manuel behandling af fuldmagter.
»Det er kommet bag på os, at så mange vælger fuldmagtsløsningen, og det betyder, at systemet ikke bliver brugt, som det var tænkt. I stedet for en papirløs løsning, har vi nu fået en løsning med meget store mængder papir. Men det har vi taget til efterretning og placeret flere medarbejdere i fuldmagtsbehandlingen. Det gør selvfølgelig, at de mangler i selve tinglysningen,« sagde retspræsident for tinglysningen Sørup Hansen til ComOn forleden.