I alt ventes kommunernes sammenlægninger at medføre it-omkostninger på mellem en og to milliarder kroner, og det er ikke kun KMD, der får travlt. En væsentlig del af investeringerne kommer til at handle om serverkonsoliderings-projekter.
En af de spillere, der satser mest målrettet på det kommunale område, er Ementor. Selskabet har gennem lang tid holdt skarpt øje med komunalreformen og er blandt den, der burde være mest klar, når det store ryk kommer. Alligevel vil heller ikke Ementor være i stand til at tage alle de nye opgaver ind.
»Kommunernes it-sammenlægninger er kun så småt ved at komme i gang, men vi kan allerede nu mærke presset på ressourcerne. Den største udfordring bliver at have de rigtige ressourcer til rådighed i starten af 2006, og det er ikke kun Ementor, der har dette problem, det er markedet i bred almindelighed,« siger Peter Kroman, der er Ementors markedschef på det kommunale område.
Han peger på, at det først er ved den nyligt afsluttede kommunevalg at beslutningskraften er kommet på plads, og først efter den 1. januar, at kommunerne for alvor kan gå i gang. Derfor taler han om »champagne-effekt« snarere end om bare en ketchupeffekt:
»Proppen kommer til at springe af med et drøn efter årsskiftet. Vi har selvfølgelig gearet organisationen til vores fokus på området, men det skærer i mit gamle sælger-hjerte at tænke på, at der kan komme sager, som vi må sige nej til,« siger han.
Peter Kroman mener, at manglen på medarbejdere med spidskompetence indenfor serverkonsolidering vil medføre, at mindre forhandlerhuse i højere grad vil komme til fadet sammen med de traditionelle leverandører på det kommunale marked. Den vurdering deles imidlertid ikke hos Fujitsu Siemens, der som forhandler-drevet server-leverandør i højere grad end konkurrenterne satser på it-kanalen.
Salgsdirektør i Fujitsu Siemens, Erik Søe, er bekymret for, om de små forhandlere har skaffet sig tilstrækkelig med ekspertise til kunne koble sig på konsolderings-bølgen, når kommunalreformen går i gang.
»Når man begynder at konsolidere og virtualisere servere så skal man også kunne levere storage og man skal kunne levere de løsninger og de software-discipliner og der ligger omkring processen. Dem, der har den rigtige pakke, løber med ordren. Det er derfor vi har været ude og teame op med nogle underleverandører, for hvis vi ikke kan levere den komplette pakke kan vi ikke spille med på de store installationer.
Desværre er mange af de små forhandlere ikke klædt godt nok på i den her sammenhæng. Mange af de store forhandlere bygger deres kompetencer på underleverandører. Og de samme folk kan blive en flaskehals. Det handler om hvem der har været gode til at sikre sig kompetencerne - eller selv har turdet investere i at have ressourcerne selv. Desværre ser vi ikke den trend, at de små forhandlere ser det her som en markedsmulighed,« mener Erik Søe.
Af samme grund tror han ikke, at kommunalreformen og det tilhørende boom vil vende op og ned på den herskende rangorden blandt producenterne. Heller ikke selv om Dell ifølge Ementors Peter Kroman kommer til at stå endnu dårlige end før, fordi serverkonsolidering har meget mere med kompetence end med hardware at gøre.
»Fordi mange af de små partnere ikke har de nødvendige kompetencer, har vi talt med forskellige underleverandører, som skal give os et beredskab for vores mindre partnere. Men hos disse underleverandører ligger der også en stak Dell-visitkort. Andre har tænkt tanken før os. I det omfang de store forhandlere ønsker at samarbejde med Dell, så giver det selvfølgelig Dell nogle muligheder,« siger Søe.
Peter Kromann og Erik Søe er dog enige om, at uanset hvilken drejning tingene måtte tage, så bliver der rigeligt at lave for enhver de har med serversalg at gøre, når det kommunale Danmarkskort i løbet af de næste to år tegnes om.
(Denne artikel stammer fra det trykte CRN, der udkom i går)