Verdens største mobilselskab, Vodafone med 100 millioner kunder, vil hente en del af selskabets milliardinvesteringer i 3G-net hjem ved at sælge porno på mobilen. Det oplyser selskabets svenske informationschef til Dagens Nyheter.
Dermed melder Vodafone som det første af de store selskaber ud, at porno er en af de tjenester, som skal drive udviklingen og udbredelsen af 3G-mobiltelefoni.
Spil, videoklip og musik har ellers tidligere været nævnt som de primære satningsområder for mobiloperatørerne med licenser til den nye teknologi.
Men mange af 3G-operatørerne er så hårdt trængt økonomisk, at virksomhederne har ledt efter andre indtægter.
Vodafone håber, at den tidlige udmelding skaffer selskabet store markedsandele og et teknologisk forspring, da de øvrige mobilselskaber endnu værger sig i mod at lancere pornotjenester.
Ingen porno i Sverige
Vodafone har tænkt sig at tjene penge på porno, men gør samtidig opmærksom på, at virksomheden ikke vil tabe kunder på gulvet på grund af de letpåklædte kvinder.
Derfor skal svenske Vodafone-kunder heller ikke regne med at få tilbudt porno, da den svenske afdeling af Vodafone har sagt nej, skriver den svenske avis Dagens Nyheter.
Vodafone understreger, at det er op til ledelsen i hvert enkelt land at vurdere, om kunderne skal tilbydes mobilporno.