Humacs centrale værksted på Vesterbrogade i København blev i sidste måned ramt af en vandskade, som har tvunget forhandleren til at flytte mandskab og opgaver til værkstedet i Skovlunde.
Humacs danske landechef, Morten Bo Andersen, fortæller at vandet trængte ind i kælderen under Humac-butikken på Versterbrogade, som samtidig huser forhandlerens største værksted. Vandet ødelagde de særlige antistatiske rum, som er indrettet, og derfor har man siden da været tvunget tilat fragte de københavnske reparationsopgaver til værkstedet i Skovlunde.
Morten Bo Andersen understreger, at lukningen ikke har betydet forsinkelser i reparationerne.
»Vi blev nødt til at fjerne gulvet, men vi har ikke haft driftsforstyrrelser på nær det besvær, der har været med at flytte vores folk, som ganske vist sidder lidt trangt i lokalerne i Skovlunde,« siger Morten Bo Andersen, som forventer at det københavnske værksted vil være oppe og køre igen i løbet af næste uge.
Under lukningen er de indleverede reparationer blevet fragtet med Humacs varebil, som i forvejen kører mellem de forskellige lokationer flere gange om dagen.
Humac har i dag ni butikker rundt om i landet. Kæden benytter fire forskellige værksteder, som udover København og Skovlunde holder til i Odense og Århus.