Makkerparret bag Zitech-kæden, Mette Wulff og René Nortung, der ellers har stået last og brast i næsten 22 år, har valgt at opsplitte et fælles holdingsselskab.
»René og jeg har forskellige interesser, som vi gerne vil kunne opdyrke hver for sig, og det har medført, at vi har spaltet holdingselskabet. Vi har forskellige ønsker til, hvilke forretningsområder vi vil lave forretning på. Og så har vi fundet en konstruktion, så vi kan få det til at fungere,« siger Mette Wulff til crn.dk.
Hun afviser dog at kommentere på fremtidige ændringer vedrørende sit makkerskab med René Nortung.
I modsætning til sin kvindelige makker er René Nortung yderst kortfattet, da CRN beder om hans syn på sagen.
»Det har jeg overhovedet ingen kommentarer til,« siger han.