Østjyllands Politi har anholdt to yngre mænd i Århus og Grena for at have medvirket til bedrageri mod en række web-butikker. Det skriver Århus Stiftstidende.
De to anholdte er fra henholdsvis Estland og Rusland. De havde via en russisk pendant til Facebook haft kontakt til en person, der søgte russisktalende medarbejdere til kurér-arbejde. De to fik tilsendt et ansøgningsskema, som de udfyldte med navn, adresse og kontooplysninger.
De fik oplyst, at de på et tidspunkt ville modtage en email om, at der ville komme en pakke til deres bopæl. Denne pakke skulle de så videresende til en adresse i udlandet. For denne handling ville de blive belønnet med 50 euro pr. forsendelse.
Pakkerne, der typisk indeholdt computere eller foto-udstyr, er bestilt i danske internet-butikker, og varerne er betalt med falske kreditkort fra Danmark eller Belgien.
»Efterforskningen tyder på, at det er russere, der står bag denne form for databedrageri, og umiddelbart ligger vi inde med oplysninger om, at danske firmaer på nuværende tidspunkt har haft tab på ikke under en halv million kroner«, udtaler vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Børge M. Fransen til Århus Stiftstidende
Politiet har kendskab til en række personer i hele landet, som har reflekteret på denne type annoncer, og fraråder kraftigt, at man deltager i denne form for »muldyrs-arbejde«, da man i værste fald kan blive sigtet for medvirken til data-bedrageri.