SMG kommer til at bruge de næste 14 dage på at udfase Intels produkter. Den nordjyske distributør er allerede godt i gang med at finde nye leverandører på desktopsiden, mens SMG har valgt Supermicro på serverområdet.
»Vi er i gang med at udvælge en række partnere, der kan levere cpu-er til os,« forklarer Ole Mortensen, der er SMG´s direktør.
Ifølge direktøren kan SMG rent faktisk finde Intelprodukterne billigere gennem de officielle kanaler end hos Intel.
»Intels regelsæt betød, at vi ikke altid kunne sælge, hvad vi ville. Nogle gange kunne Intel ikke levere, mens producenten andre gange sendte for mange produkter ud i markedet,« siger Ole Mortensen.
Intels fremgangsmåde har haft stor betydning for SMG og Ole Mortensen forventer klart, at SMG fremover vil kunne hæve både indtjening og omsætning.