Normalt arbejder Comitel med producenter som Nokia og Motorola - og Sandberg med distributører som Actebis og Tech Data. Men aftalen skal gøre det muligt for Comitel at tilbyde Sandbergs produkter til sine teleforhandlere.
»Udviklingen går i retning af, at flere og flere produkttyper smelter sammen, og kan bruges på tværs af teknologier,« siger Charlotte Goldbach, markedschef for consumerafdelingen hos Comitel.
»Vi er derfor glade for med Sandbergs produkter at kunne tilbyde vores forhandlere tilslutningsmuligheder mellem forskellige enheder,« siger hun.
Erling Hoff Petersen, salgsdirektør for Sandberg, mener, at aftalen lukker en forbindelse op imellem IT- og tele-distributionen.
»Med aftalen har vi mulighed for at hjælpe de forhandlere, som er baseret i blandt andet telebranchen, så de med det samme kan få fat i de produkter, kunderne spørger efter,« siger han.
»Det er vigtigt for os, at de forhandlere som ønsker at føre Sandberg-produkter, kan købe dem, hvor de ellers har et løbende indkøb, så det bliver lettere at få fat i varerne. Typisk har tele- og mobilforhandlere ikke en tilknytning til IT-distributørerne, og derfor har de hidtil været afskåret fra at føre produkterne,« siger Erling Hoff Petersen.