Faktisk håber Michael Dell på, at en udvidelse af konsulentafdelingen vil øge Dells årlige omsætning til 60 milliarder dollar inden for fem år. Det er næsten en fordobling af sidste års omsætning, der var på omkring 35 milliarder dollars. Konsulent- og servicetjenester stod for små 2 milliarder dollar af det beløb.
Til sammenligning kommer omkring halvdelen af IBM's indtjening fra servicetjenester.
Hvor IBM har investeret store beløb i opkøb af konsulenthuse - bl.a. PricewaterhouseCoopers - har Dell igennem den seneste tid ansat en række medarbejdere, der skal være med til at løfte opgaven. Dell foretrækker en organisk vækst. Men Michael Dell afviser ikke at processen kan accelereres ved et opkøb.
»Hvis vi finder en mindre virksomhed som passer ind, vil vi selvfølgelig være åbne. Men vi er ikke aktivt ude for at søge efter emner,« siger Michael Dell til nyhedsbureauet Reuters.
Han understreger at Dell vil fokusere på mindre projekter. Han ønsker ikke at Dell skal konkurrere med større konsulenthuse som Accenture og EDS eller blive en outsourcing-partner som overtager driftsafdelinger i virksomhederne.
»Vi vil tilbyde den service, der følger med vores produkter,« forklarer Michael Dell.