Det jyske it-hus EDB Gruppen har lavet en partnerskabsaftale med nabovirksomheden Concept Data om en it-løsning til tekstilbranchen.
EDB Gruppen har længe haft svært ved at finde forretningssystemer, som kan tilfredsstille mindre virksomheder, især inden for tekstilbranchen. Men nu er EDB Gruppen blevet forhandler af Concept Datas StyleC5. Samtidig afviser EDB Gruppens direktør Jørgen Møller, at partnerskabsaftalen er en del af større planer om opkøb af nabovirksomheden.
»Der er ingen planer om opkøb involveret i denne aftale. Det er en ren forhandleraftale vi har lavet. Baggrunden for denne aftale er, at vi mangler løsninger til de mindre virksomheder, som har et begrænset styringsbehov. Vi ønsker jo ikke at udvikle ny brancheløsning, hvis den findes i forevejen,« siger EDB Gruppens direktør til CRN.
Det børsnoterede EDB Gruppen udbyder i forevejen løsninger til 22 forskellige brancher og beskæftiger i dag 850 medarbejdere i Danmark, Sverige og Norge.