Opkøbere har allerede gjort indhug i Data Teams lager af bærbare computere og GPS'er. Siden distributøren for en uge siden gik konkurs har det væltet ind med købstilbud, fortæller ex-direktør Eilif Lytje.
»Budene har været gode, og det er de hurtige varer, der er røget først,« siger Eilif Lytje.
Han er blevet midlertidigt ansat af konkursboets kurator til at afvikle resterne af Data Team. Efter alle medarbejdere er blevet sagt op, er han alene om de praktiske opgaver sammen med kompagnon Kristian Bjerregaard. De besvarer telefonopkald og pakker de varer, der skal sendes.
Eilif Lytje oplyser, at lagerbeholdningen ved konkursen havde en værdi af omkring fem millioner kroner.