I bestræbelserne på at styrke salgskanalen i Danmark og i resten af Norden har Panasonic hyret en ny salgschef, Ove Öhrn, som er hentet fra Samsung. Derudover styrkes salgskanalen med en intern gruppe, hvis primære fokus vil være de nordiske forhandlere.
»På dette område har vi ikke været stærke nok, men nu opretter vi en intern gruppe, der har fokus på at støtte forhandlerne,« oplyser Andrea Gisle Joosen, administrerende direktør for Panasonic i Norden.
For et år siden blev netop Andrea Gisle Joosen headhuntet fra lingeri-firmaet Chantelle, da Panasonic ønskede at bruge hendes erfaringer med markedsføringen af dameundertøj til at gøre Panasonics brand mere sexet.
Udover en ny salgsdirektør er tre nye nøglemedarbejdere blevet hyret for at skærpe koncernens produkter i Norden.
Panasonic er et sub-brand under det japanske konglomerat Matsushita Electric Industrial Co. Ltd. Det nordiske selskab omsætter for cirka 2,2 milliarder svenske kroner om året og har i alt 110 ansatte. I Norden markedsføres fortrinsvis produktgrupperne audio/video, hi-fi, kontorprodukter, telekommunikation, husholdningsprodukter, batterier, professionelt broadcast-udstyr samt elektriske komponenter.