Fra næste indkomstår kan tre millioner danskere modtage og opbevare skattekort elektronisk gennem internet-tjenesten eBoks. Told & Skat har netop underskrevet en aftale med eBoks, som betyder at borgere i de 244 kommuner, der er tilsluttet eBoks, får mulighed for at få skattekortet sendt til den digitale postkasse. Kortet kan printes ud eller sendes via e-mail til arbejdsgiveren.
"Det er særdeles positivt, at vi i samarbejde med kommunerne kan give en stor del af landets skatteydere en mulighed for at få deres skattekort elektronisk. Det bliver nemmere for borgeren, og det offentlige vil kunne spare millioner af kroner i porto mv. ved udsendelsen af elektroniske breve," siger afdelingschef i Told- og Skattestyrelsen, Steffen Normann Hansen.
Hvis man vil modtage skattekortet for 2003 elektronisk skal man oprette en internet-postkasse hos eBoks senest den 22. oktober, fortæller firmaet.