NASA har startet et nyt internet-projekt under overskriften Be A Martian. Her kan frivillige hjælpe med at tælle og klassificere kratere på billeder fra den røde planet. Det skal hjælpe NASA med at skabe bedre kort over Mars.
Ifølge en talsmand for Jet Propulsion Laboratory har NASA brug for denne „hær af frivillige“ for at få analyseret den enorme mængde af data fra sonder og robotter. Det er en opgave, som (endnu) ikke kan udføres automatisk af robotter.
„Vi lever i en tid, hvor alle kan være en forsker,“ lyder budskabet fra rumfartsorganisationen.
Konceptet ser ud til at blive en succes. I de første to uger har tusindvis af brugere klassificeret 2,3 millioner billeder.
Det er efterhånden en gammel ide at samle frivillige over nettet. Men typisk er der tale om, at man skal stille regnekapacitet på sin computer til rådighed. Det mest kendte projekt er nok SETI@Home, hvor man kan hjælpe med at lede efter radiobeskeder fra rummet.
Det er en stor succes – ihvertfald målt på de millioner af brugere, der deltager i projektet, men det er dog endnu ikke lykkes at finde en kosmisk flaskepost.
Et andet populært projekt er Galaxy Zoo, hvor hobbyforskere skal hjælpe med at klassificere galakser. Her har man allerede modtaget mere end 100 millioner klassificeringer.