Hvis teleselskabernes udleverer oplysninger om kunderne til et nævn, der på vegne af IFPI eller andre rettighedshaverne kan sende advarende eller "informative" breve til folk, der fildeler, vil det være en overtrædelse af den gældende telelovgivning.
Selvom det er et privat initiativ, vil det antipiratnævn, som telebranchen sammen med rettighedshaverne og Dansk Industri forhandler om at sætte i søen, kræve folketingets velsignelse. Ifølge den gældende telelovgivning er det ulovligt for teleselskaberne at udlevere oplysninger om kunderne.
Det erkender formanden for Dansk Industri ITEK, Tom Togsverd.
Han tror dog ikke, at det vil volde store vanskeligheder at få politikerne med på en lovændring.
»Vi skal naturligvis have de juridiske aspekter afklaret inden det går i gang. Vi har spurgt i Datatilsynet, men her var svaret ikke helt entydigt. Det er dog ret klart, at der vil skulle ændres i bestemmelserne under telelovgivningen for at man kunne udlevere oplysninger,« siger han til CRNs søsterblad ComON.
Dansk Industri vil ikke selv stå for det nævn eller organ, der kan sende advarende eller informative skrivelser til indehaveren af den IP-adresse, hvorfra der er konstateret ulovlige uploads. I stedet forestiller man sig, at opgaven kunne lægges i et allerede eksisterende organ som for eksempel Teleankenævnet.
Finansieringen af arbejdet med at sende skrivelser ud kunne ifølge Tom Togsverd klares gennem gebyrbetaling. Rettighedshaverne må nemlig forventes at være interesseret i at punge ud for den ydelse det er at begrænse piratkopiering.
Det er i øvrigt rettighedshaverne, der som medlemmer af Dansk Industri ITEK har fået organisationen til at gå ind i arbejdet, som man mener er vigtigt for den fremtidige udvikling af vidensamfundet.
Tom Togsverd indrømmer over for ComON, at han ikke selv har set nogen dokumentation for, at fildeling er et stort og alvorligt problem, men han henholder sig til, at mange, han snakker med, taler om det som et stort problem.
Parterne har fra starten meldt ud, at de ikke mener, at det foreslåede nævn skal have mulighed for at lukke for folks internetforbindelse, hvis de udsendte skrivelser ikke fører til ophør af fildelingen.