Dagligvarebutikkernes bestillinger af mejeriprodukter forsvandt ud i den blå luft, da IBMs kæmpenedbrud i går lukkede for Arlas logistiksystem.
Mejerigiganten har lige som Carlsberg, Danske Bank, AP. Møller og en lang række andre store virksomheder outsourcet driften af sine it-systemer til IBM.
Arla var derfor henvist til at benytte den foregående dags ordrer.
»Vores logistiksystem forsvandt med IBM-nedbruddet, og derfor kunne vi ikke modtage ordrer hele dagen. Derfor måtte vi iværksætte den nødprocedure, at vi gentog den foregående dags ordrer. For de butikker, der normalt bestiller det samme hver dag, fik nedbruddet altså ikke de store konsekvenser, men for de, der kun bestiller hver anden dag, resulterede det i, at de ingenting fik leveret. Det beklager vi selvfølgelig meget,« siger Arlas pressekoordinator, Theis Brøgger.
Men dermed fik de butikker, der kun bestiller hver anden dag, ingen mælk leveret i morges.
Pressechef i IBM Danmark, Carsten Grønning, sagde i formiddag til ComON, at selskabet vil være klar med en redegørelse om nedbruddet »inden for en times tid«, men i skrivende stund er der endnu ingen kommunikation fra IBM.
Theis Brøgger fortæller, at nedbruddet har været meget dyrt for Arla, og at selskabet nu overvejer, hvor man skal sende regningen hen.