www.mycokemusic.com skulle lanceres for britiske internetbrugere som Europas første online-musiktjeneste bygget på samme koncept som iTunes, MusicMatch og andre tjenester, som hår opnået meget stor succes i USA.
Fælles for de succesfulde musiktjenester er, at de tilbyder salg af både enkelte musiknumre og hele albums. Endvidere afkræves der ikke abonnement for at benytte tjenesterne, hvilket ser ud til at tiltale brugerne.
Mange britiske brugere glædede sig til at prøve den nye tjeneste, men lanceringen er udsat på ubestemt tid.
»Vi har oplevet mindre tekniske problemer. Vi sender en e-mail til dem, som har tilmeldt sig vores nyhedsbrev. Vi ønsker bare at alt skal være perfekt. Vi havde dog håbet, at det ville være klart til lanceringsdagen,« oplyser en talskvinde for Coca-Cola.