Som ComON og flere andre medier har berettet, beskyldes Microsoft for at blokere for andre styresystemer end Windows 8 på maskiner, der leveres med det kommende OS fra Microsoft.
Men det er en misfortolkning, siger Microsoft, der har følt det nødvendigt at uddybe de tanker fra konferencen Build i Los Angeles, der har givet anledning til beskyldningen om blokering.
I et blogindlæg skriver Steven Sinofsky, der er direktør for Microsofts globale Windows-division, at det er helt op til brugerne selv, om de vil køre andre styresystemer end det Windows 8, der følger med computeren.
"Når alt kommer til alt, så har forbrugeren selv kontrol over sin computer. Microsofts filosofi er at give forbrugerne den bedste oplevelse fra begyndelsen og så selv lade dem tage deres egne valg...Hvis en enthusiast gerne vil kører et ældre operativsystem, så har han mulighed for at gøre det," skriver han.
De fødes med Linux-blokade
Debatten handler om det såkaldte UEFI (Unified Extensible Firmware Interface), der skal gøre systemet mere sikkert og hurtigere at starte op. Det er en overbygning til den velkendte BIOS.
Secure Boot i UEFI skal sikre, at det kun er kendte og accepterede boot loaders kan køres, før selve styresystemet går i gang. En beskyttelse mod for eksempel rootkits.
Microsoft kræver, at sikkerhedsfunktionen er aktiveret som standard. Men Steven Sinofsky fortæller i blog-indlægget, at det ikke er nogen definitiv blokering af andre styresystemer, hvis brugeren skulle ønske det.
Hele blog-indlægget kan læses her.
Det ændrer intet
Men opdateringen fra Microsoft beroliger ikke Matthew Garrett. Red Hat-bloggeren er blandt de største kritikere af Microsofts boot-blokade, og han har nu også uddybet sin egen kritik.
"Det interessante er jo, at Microsoft ikke kan modbevise nogle af mine pointer. Som jeg ser det, så er computere certificeret til Windows 8 stadig meget svære eller umulige at installere alternative styresystemer på," skriver han.
Han mener, at Microsofts forsvarstale er faktuel rigtig, men at den på samme tidspunkt er misvisende.
Den påstand baseres på, at Microsoft er så stor en spiller, at mange producenter udelukkende vil leve op til Microsofts certificeringskrav. Microsoft kræver, at secure boot er tilkoblet fra fabrikken, men stiller omvendt ingen krav om, at producenterne skal indbygge muligheden for at slå UEFI secure boot fra.
Matthew Garrett fortæller, at han allerede har hørt om hardwareproducenter, der ikke vil tilbyde den mulighed.
Ligeledes stiller Microsoft heller ikke nogen krav om, at Windows 8-certificerede maskiner leveres med nøgler til andre systemer end Windows, og at det altså kan være umuligt at opstarte med secure boot.