I tablet-opgøret mellem Apple og Samsung har æblefirmaet opnået endnu en foreløbig sejr. I Australien er det foreløbig lykkes at få udskudt den planlagte lancering af Samsungs Galaxy Tab 10.1 fra den 12. september til slutningen af måneden. Det melder Bloomberg.
Samsung er gået med til at vente med at lancere sin nye tavlecomputer indtil efter en høring den 26. september, hvor Apple vil forsøge at få et fogedforbud mod salget af produktet.
Det er anden gang, at Samsung må udskyde lanceringen af iPad-rivalen i Australien. Allerede for næsten fire uger siden valgte Samsung at bremse for frigivelsen af tavlecomputeren på det australske marked. Det skete efter en høring den 2. august.
Samsung understreger dog i en udtalelse, at man fortsat vil kæmpe for at få sin tavlecomputer på markedet i Australien.
I den australske sag hævder Apple at Samsung krænker 10 forskellige patenter og har stjålet sit design fra Apple.
Samsung har hævdet, at den version af Galaxy Tab 10.1 man vil sælge i Australien er anderledes end den, der bliver solgt i USA. Den har ”andre funktioner” og skulle dermed ikke komme i konflikt med patenterne.
Den frivillige aftale om at vente med salg og markedsføring af Galaxy Tab 10.1 i Australien gælder ikke for Samsungs andre smartphones eller tablets.
Der kører sager mellem Apple og Samsung i mange lande. I Europa er opgøret mellem de to selskaber fokuseret på Tyskland og Holland. En tysk domstol forbød først salget af Galaxy Tab 10.1 i hele Europa, men det blev senere begrænset til kun at omfatte Tyskland.
I sidste uge kom en afgørelse ved en hollandsk domstol, som begge parter tolker som en sejr. Her har Samsung fået indtil den 13. oktober til at rette software på sine smartphones, ellers truer et salgsforbud i Europa.