Er vi midt i en ny it-boble? Hvis man kigger på ejendomsmarkedet i San Francisco, så må svaret være et klart ja. Apple, Google, Facebook og andre it-giganter trækker tusindvis af nye folk til området – for slet ikke at tale om de mange nystartede virksomheder.
Denne artikel i New York Times ser nærmere på det, der beskrives som ”ejendoms-boblen” i San Francisco. Hos ejendomsmæglerne og udlejerne er der ingen tvivl om, at vi er midt i en ny teknologiboble.
Ikke nok med at markedet efterhånden er støvsuget for lejligheder – og hvis man møder op for at se en ledig bolig, kan man godt regne med at stå i kø bag unge mennesker med ”Google” og ”Facebook” t-shirts.
Huslejerne i San Francisco er også steget med 6 procent på et år – et sikkert tegn på de mange penge, der skyller ind i området.
LinkedIn blev børsnoteret forleden med en anslået værdi på 22,5 mia. kr. Mange flere er på vej. Nogle mener at Facebook kan være mere end en 500 mia. kroner værd. Der er udbrudt guldgraver-stemning i byen – og det kan mærkes på boligmarkedet.
”Jeg får henvendelser fra Google-folk og de tjener mange penge. Vi ser nu den anden bølge af dotcom-unge,” siger ejendomsmægler Abigail Glynn til avisen San Francisco Examiner.
En anden forklaring på de stigende huslejer og de få ledige lejeboliger i San Francisco-området kan være, at mange udlejere bruger internet-tjenester som Airbnb til at leje deres boliger ud på dagsbasis. I de sidste par uger har der dog været flere sager hvor Airbnb-brugere har raseret lejligheder.
Der er endnu ingen tal for udviklingen i huspriserne i San Francisco og Silicon Valley, men New York Times skriver at den nye bølge af it-folk ofte har råd til at byde prisen op med over en million kroner for at sikre sig den ønskede bolig.
"De kunne lige så godt sætte disse steder på eBay," som en af de håbefulde boligkøbere udtrykker det overfor avisen.