Det rådgivende ingeniørfirma Carl Bro kommer ikke ud i flere IT-eventyr på egen hånd.
Efter sidste år at have tabt 95 millioner kroner, hovedsageligt på fejlslagne investeringer i IT, så lader Carl Bro sig nu opsluge af den omtrent lige så store rådgivende svenske ingeniørvirksomhed Sweco.
Begge selskaber har en omsætning på omkring to milliarder kroner, men Sweco er modsat Carl Bro børsnoteret. En ny emission af aktier skal være med til at skaffe den halve milliard kroner, som det kommer til at koste at købe Carl Bro.
Den danske ingeniørvirksomhed var i forvejen på svenske hænder, idet investeringsfonden Bure Equity ejede 51 procent af selskabet og elselskabet Sydkraft andre 12 procent. Aktionærerne bliver betalt i både aktier for at sælge til Sweco.
Både Carl Bro og Sweco regner IT til deres vigtigste forretningsområder. Blandt andet har begge virksomheder aktiviteter inden for geografiske informationssystemer (GIS).