iPAQ'en løb suverænt med titlen som årets mest populære håndholdte computer. Lidt mere end hver tredje stemte på iPAQ'en, der dermed pressede Palm ned på en andenplads.
I det hele taget må Microsoft være Compaq (og nu HP) taknemmelig - selskabets iPAQ computere har været kraftigt medvirkende til, at Pocket PC-styresystemet har formået at tage alvorlige markedsandele fra Palm og Palm OS. Specielt i business-segmentet.
H3970 er topmodellen i 3900-serien, og det var den første Pocket PC-serie fra det fusionerede HP. Modellen er stadig at finde blandt de hurtigste og mest udstyrsrige lomme-pc'er på markedet.
Computeren drives af Intels XScale processor, der med sine 400 MHz er det hurtigste der i øjeblikket kan fås i en Pocket PC. Lagerpladsen i h3970 overgår de fleste af konkurrenternes lommecomputere, der oftest leveres med 32 MB Flash ROM. H3970 har hele 48 MB Flash ROM, hvilket betyder, at der kan åbnes flere applikationer på én gang uden at det påvirker ydelsen.
Samtidig har HP udstyret h3970 med Bluetooth, så pda'en kan kommunikere trådløst med en hel stribe af Bluetooth-enheder, eksempelvis pc'er, printere og mobiltelefoner.
Udvidelsesmulighederne i h3970 er også en af de faktorer, der gør pda'en til en af de absolut førende på markedet. iPAQ'ens eget, unikke jakke-system gør det muligt at ændre funktionalitet på et øjeblik. H3970 kan eks. forvandles til et GPS-system, en mobiltelefon eller et digitalt kamera. Pda'en har også indbygget SDIO-port (Secure Digital IO), så man let kan udvide hukommelsen, ligesom man kan udvide med andre SDIO moduler.
h3970 sælges for omkring 7.795 kroner og leveres med Microsofts Pocket PC 2002 styresystem samt en stribe software, deriblandt lommeudgaver af Word, Excel og Outlook.
Andel af stemmerne: 35%
Nummer to: Palm Tungsten T (22% af stemmerne)
Vinderne af de 16 kategorier præsenteres løbende her på ComON.dk i løbet af ugen. En samlet præsentation af vinderne kan ses i denne uges udgave af IT-avisen ComON.