En unavngiven leverandør har under en stress-test af Intels Itanium 2 processor opdaget, at den indeholdt en fejl, der i værste fald kan få computeren til at gå ned. Intel har bekræftet at det drejer sig om elektriske fejl på enkelte af processorerne i 900 MHz og 1 GHz udgaverne.
Fejlen påvirker kun enkelte processorer, og kun i tilfælde af et »specifikt sæt af operationer i en specifik sekvens med specifikke data,« siger Intel. Også analytikere, som CNet har talt med, nedtoner problemet. De peger på at Itanium 2 processoren har været på markedet i et år, uden at fejlen har vist sig under normalt brug. Derfor antages det, at fejlen kun har lille praktisk betydning.
»I betragtning af, at en processor indeholder hundrede millioner af transistorer, er det faktisk utroligt at vi ikke ser den slags fejl oftere,« siger Insight 64-analytikeren Nathan Brookwood til nyhedstjenesten.
Intel kan endnu ikke sige, hvor mange af Itanium 2 processorerne der er ramt af fejlen, men selskabet har til lejligheden skrevet et lille program, der tester processoren for den specifikke fejl.
Fejlen kan elimineres, hvis man nedsætter hastigheden på de processorer, der er ramt. Intel har udsendt en fejlrettelse, der automatisk nedsætter hastigheden på 900 MHz og 1 Ghz-udgaverne til 800 MHz.
Fejlen påvirker pc-producenterne i større eller mindre grad. IBM har meddelt at de midlertidigt stopper leverancerne af de nye x450-servere indtil problemet er løst. Fejlen påvirker dog ikke IBMS overordnede Itanium-plan - selskabet planlægger fortsat at lancere en server baseret på de kommende Itanium 2 6M processor senere på året.
Hewlett-Packard har valgt at tjekke samtlige Itanium-systemer inden udsendelse til kunden, og tager derudover kontakt til kunder som allerede har modtaget Itanium 2-maskiner.
Hverken Dell, SGI eller NEC lader sig påvirke af fejlen.