Nu skal arbejdsretten afgøre, om Prosas varslede strejke hos CSC er lovlig.
Parterne i den igangværende konflikt mellem CSC og Prosa skal mødes i morgen i Arbejdsretten, erfarer ComON. Det er CSC, der har indbragt sagen om strejkende Prosa-medlemmer for retten.
Som reaktion på CSCs lockout – altså hjemsendelse - af 120 Prosa-medlemmer, varslede Prosa i sidste uge, at 49 CSC-ansatte vil gå i strejke fra den 28. februar.
Målet var, sagde Prosa dengang til ComON, at CSCs kunder skulle rammes hårdt.
Men strejken kommer til at ramme for hårdt, mener CSC.
Mange af de strejkeramte jobs er nemlig relateret til it-drift. Dermed er de omfattet af en fredsaftale tidligere indgået mellem parterne – en aftale, som netop skal sikre at vigtige samfundsmæssige funktioner ikke bliver sat i stå.
Specifikt hedder det i fredsaftalen, at medarbejdere beskæftiget med nødvendig vedligeholdelse og drift af kørende systemer ikke kan omfattes af en arbejdskonflikt.
CSC gør ifølge en skriftlig kommentar sendt til ComON gældende, at 44 af de varslede 49 medarbejdere ikke kan omfattes af strejken, da de er beskæftigede med opgaver, der er dækket af den indgåede fredsaftale.
Prosa opsagde i mandags fredsaftalen med virkning fra 1. juni i år. Efter denne opsigelse vil Prosa sende yderligere 400 CSC-ansatte – primært driftsfolk - ud i storkonflikt, hvis ikke parterne inden da har fundet sammen ved forhandlingsbordet.