"Det er helt vildt."
En af de CSC-lockoutede, der fredag morgen demonstrerer foran porten ved CSC's hovedkvarter i Valby, udtaler spontant sin begejstring, efter en bilist netop har dyttet igen og igen for at vise sin støtte.
Han er en af de cirka 50 medlemmer af fagforeningen Prosa, som klokken 7.30 fredag morgen står og demonstrerer foran CSC's hovedkvarter, fordi de er i konflikt med deres arbejdsgiver. De 50 CSC-medarbejdere er primært lockoutede, og målet er at dele flyveblade ud til de 40 indere, som angiveligt skal møde på arbejde denne dag. CSC's plan er ifølge Prosa at få inderne, samt nogle danske "skruebrækkkere" til at tage strejkeramt arbejde, når Prosa som erklæret går i storstrejke 1. juni.
"You are welcome as co-workers, but don’t take our jobs," stod der blandt andet på en af flyvesedlerne.
Det er langt fra alle bilister, der dytter. De fleste kører fredeligt ind og sætter sig op på kontoret og arbejder, mens deres kolleger står nede ved porten med bannere og flyvebreve. De demonstrerende mødte ikke indere foran porten, men planen er senere at dele flyverblade ud til dem - inden for i varmen.