Artikel top billede

(Foto: Intel Corporation)

Læk: Intel slipper nye grafikkort ud næste uge - prisen bliver skarp

Mens både AMD og Nvidia lade vente på sig, barsler Intel på et prisstærkt grafikkort.

Selvom der ofte bliver lanceret nye grafikkort op til julehandlen, synes der at være lidt langt mellem snapsene i årets udvalg af grafikkortnyheder.

Hverken AMD, Nvidia eller den seneste tids nyeste grafikkortproducent, Intel, har fremvist noget nyt, som kunne komme i gaverne under juletræerne i år.

En læk af interne Intel-dokumenter, som er kommet i hænderne på den velorienterede kilde Roland Quandt, viser dog, at Intel har noget at fremvise inden for få dage.

Interne slides viser, hvad der bliver et nyt low-end kort fra selskabet og det første med Intels anden generations ’Battle Mage’ grafikarkitektur.

Kortet er signeret af taiwanske ASRock og byder på 10 GB GDDR6-hukommelse via 160 bits båndbredde.

Regnekræfterne sikres af en ny chip med 18 Xe-enheder, som snurrer med op til 2,6 GHz. Strømmæssigt kræver kortet alene en enkelt 8-pins strømadapter, hvilket indikerer, at strømforbruget holdes under 225 watt.

Kortet vil lande under det lidt kraftigere Arc B580, som forventes at få 20 Xe-enheder snurrende op til 2,8 GHz, 12 GB GDDR6-hukommelse over 192-bit, hvilket vil gøre kortet i stand til at dyste med AMD RX 7600 og Nvidia RTX 4060 Ti, skriver netmediet The Verge.

Prismæssigt forventes Arc B580 at underbyde begge konkurrenter med en debutpris på omkring 250 dollar. Arc B570 bør her blive et endnu mere prisvenligt alternativ.

Stærke nyheder på vej


Både AMD og Nvidia forventes at have nyheder på vej inden længe med nye top-GPU’er baseret på henholdsvis en ny RDN4- og en Blackwell-arkitektur.

Begge er indtil videre sat til først at blive offentliggjort på den anden side af nytåret ved årets CES-messe, som åbner portene 7. januar.