(opdateret) ”I stedet for at gå på arbejde torsdag den 28. april mødes vi på Retortvej foran CSC fra kl.7.”
Sådan stod der i en mail, som blev sendt ud til Prosa-organiserede CSC-ansatte efter gårsdagen møde.
Mailen var med andre ord en opfordring til at gennemføre en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Det kan ramme Prosa, fordi afsenderen af mailen var tillidsmand.
”Det er dybt problematisk, hvis en tillidsrepræsentant fra Prosa har opfordret medarbejdere til at nedlægge arbejdet ulovligt. Det er stik i mod spillereglerne på det danske arbejdsmarked og forekommer besynderligt, da Prosa jo ellers hævder, at de prøver at forhindre medarbejdere i at strejke ulovligt og samtidig har erklæret, at ulovlige arbejdsnedlæggelser kan betragtes som grov misligholdelse af ansættelsesforholdene,” siger Lars Lundsgaard Head of Nordic Program & Project Management CSC.
Til Version2 siger tillidsmand Peter Gulstad, der står som afsender på mailen:
"Jeg var den eneste, der havde en computer med til mødet. Og jeg gjorde bare, hvad medlemmerne bad mig om."
Den handling kan dog komme til at koste ham jobbet, ligesom Prosa kan risikere at blive idømt en bod ved arbejdsretten, hvis CSC indbringer og vinder sagen.
Mailen kan ses nedenfor.