Det stiftende møde i IT Forum Syd fandt sted onsdag eftermiddag hos Center for Erhvervsudvikling i Sønderborg. På mødet deltog omkring 10 virksomheder, men det ventes at en større del af det lokale erhvervsliv vil slutte op om initiativet.
Formålet med det nye forum er at understøtte it-erhvervet og it-anvendelsen i regionens virksomheder og placere Sønderjylland på det it-politiske Danmarkskort.
»Viden er vor tids råstof - den, der kan rumme og dele viden, vinder slaget på den globale slagmark. Viden mobiliseres bedst i netværk, og det er derfor nødvendigt med dialog om it og innovation for at kunne overleve i et videnssamfund. IT Forum Syd kan spille en afgørende rolle i denne netværksdannelse,« siger adm. direktør Jimmy Andersen fra Center for Software Innovation, som er en af initiativtagerne til projektet.
Blandt de konkrete mål for foreningen nævnes lokalpolitisk indflydelse, styrkelse af lokale netværk, dannelse af erfa-grupper, forretningsudviklings-aktiviteter og samarbejde med den øvrige it-branche i Danmark.
Den nye sønderjydske forening skal indgå i IT-Brancheforeningens regionale netværk på linie med it-fora i andre dele af landet.