Ved årsskiftet ændrer det kommunale Danmark udseende. De 270 kommuner bliver til 98 større enheder, hvilket selvfølgelig har udgjort en it-opgave af dimensioner. Men der er ingen grund til at frygte kaos på landets rådhuse.
KMD skønner, at reformen får en rolig digital premiere - med få begyndervanskeligheder.
»Vores forventning er, at vi bliver færdige til tiden, så vi er klar til at åbne for det nye Danmark den 2. januar 2007. Det kan dog ikke udelukkes, at vi i den første månedstid vil opleve indkøringsvanskeligheder, som må rettes løbende,« siger KMDs underdirektør Hans-Ole Møller-Madsen.
500 KMD-ansatte er indkaldt til at arbejde mellem jul og nytår.
KMDs samlede ordre med det kommunale Danmark i forbindelse med strukturreformen løber op i 600 millioner kroner.