Rygterne om et forestående salg af TDC og om hvem der er interesseret i den danske lækkerbisken fyger fortsat gennem luften. Og nu kædes et opkøbstilbud på Irlands største teleselskab, Eircom, sammen med TDC-rygterne.
Eircom bekræftede torsdag at have modtaget et opkøbstilbud. Irerne vil ikke sige hvem buddet kommer fra, men aktieanalytikere spekulerer i at schweiziske Swisscom skulle stå bag. Schweizerne har også af flere analytikere været nævnt som en mulig køber af TDC.
Men med formodningen om at schweizerne nu har kastet deres kærlighed på irerne, vurderer blandt andet Jyske Bank at Swisscom har trukket sig fra den budkrig om TDC, som rygterne vil vide er i gang mellem en række grupper af amerikanske kapitalfonde.
TDC har bekræftet at have modtaget et opkøbstilbud, men om der er tale om én, to eller flere interesserede købere er der ingen der ved. Jyske Bank forventer at mindst en gruppe kapitalfonde i næste uge eller ugen efter vil fremsætte et offentligt tilbud om at købe TDC-aktierne til en kurs mellem 370 og 400, svarende til mellem 72,5 og 78,5 milliarder kroner. Hvis handlen bliver en realitet vil det være Danmarks største virksomhedshandel.