Kuratoren i det krakkede Compare Support har stævnet firmaets tidligere direktør, Kim Mikkelsen, og hans hustru Lone Mikkelsen, med krav om millionerstatning.
ComONs søstermagasin CRN er i besiddelse af en kopi af stævningen, som kuratoren, advokat Lars Skanvig, indleverede til Retten i Lyngby kort før nytår. Heraf fremgår det, at Kim Mikkelsen i perioden fra 2004 til 2006 angiveligt gav sig selv en lønforhøjelse på i alt næsten 16 millioner kroner.
I stedet for at udbetale pengene som almindelig løn, har Kim Mikkelsen ifølge stævningen desuden faktureret Compare Support som om hans arbejde som direktør var konsulentydelser til hans eget selskab, Investeringsselskabet MK Aps. På den måde er der uretmæssigt trukket penge ud af Compare Support.
Og i stedet for den løn, der var aftalt med Compare Supports bestyrelse, blev betalingen beregnet som ti procent af firmaets omsætning.
»(Der har) ikke kunnet tilvejebringes ansættelseskontrakt, der viser berettigelsen til de (…) ti procent honorarer,« hedder det lakonisk i stævningen.
Sideløbende hermed har Kim Mikkelsen og hans kone, som var ansat som regnskabschef i Compare Support, ifølge stævningen taget næsten en million kroner fra Compare Supports kasse og brugt dem til mere eller mindre private formål.
Stævningen mod ægteparret Mikkelsen lægger sig i slipstrømmen af en straffesag ved Retten i Glostrup, hvor Kim Mikkelsen blandt andet står anklaget for skattesvig for omkring syv millioner kroner, fordi der ikke er betalt skat af de penge, som Kim Mikkelsen trak ud af Compare Support. Retssagen er berammet til at foregå i slutningen af april i år.
Kim Mikkelsen ønsker ikke at kommentere sagen, da han endnu ikke har set stævningen fra konkursboet efter Compare Support.