Elektronik- og hvidevarekæden Power har 3. oktober politianmeldt konkurrenten Elgiganten for omfattende fusk med førpriser.
Anmeldelsen gælder brud på regler om prismarkedsføring i forbindelse med Elgigantens igangværende kampagne "Advarsel! Prisfald i Odense".
Baggrunden er mindst 92 tilfælde, hvor Power har observeret, at Elgiganten har sat en vare til salg med en falsk førpris eller slet ikke har oplyst før-prisen, som man ellers skal.
Reglerne siger, at hvis en vare markedsføres med en prisnedsættelse, skal førprisen oplyses. Førprisen er varens laveste pris de seneste 30 dage. Den regel har Elgiganten efter Powers vurdering overtrådt i flere tilfælde.
“Jeg er rystet på de danske forbrugeres vegne, for her er vi altså langt ud over almindeligt sløseri eller uopmærksomhed. Jeg vil i stedet kalde det regulært og omfattende fusk med førpriserne, siger Jesper Boysen, administrerende direktør i Power.
Han er helt med på, at en politianmeldelse kan virke som et drastisk skridt.
“Men det her drejer sig jo ikke om et enkelt tilfælde med en enkelt anonym toaster, men i stedet om en række kendte varemærker og flagskibsprodukter, som er meget efterspurgte hos kunderne. Selvfølgelig kan fejl ske, men her lader det til at være med fuldt overlæg. Derfor har vi valgt at overgive sagen til politiet, siger Jesper Boysen.
Så sent som den 5. september 2024 rettede Power via sin advokat henvendelse til Elgiganten med en kollegial henvisning til en række tilbud, hvor Elgiganten ikke overholdt markedsføringsloven.
Dengang lød forklaringen fra Elgiganten, at ”fejlopsætningen er sket på grund af en menneskelig fejl. Dette er naturligvis meget beklageligt, og det har ikke været hensigten, at kampagnen skulle køre på denne måde”. Herefter blev de ulovlige tilbud rettet.
I samme mail lød det: ”Elgiganten har naturligvis fokus på prismarkedsføringsreglerne og er - ligesom Power - interesseret i, at reglerne overholdes i markedet”.
“Den sidste linje der klinger meget hult i dag”, siger Jesper Boysen.
“Normalt løser vi sådanne problemer internt i branchen, men denne gang er Elgiganten gået for vidt, og vores seneste dialog har åbenlyst ikke haft den store effekt. Power agerer til daglig i en enormt prisfølsom branche, og i sidste ende har vi og resten af detailbranchen kun vores troværdighed og vores gode service at læne os op ad over for kunderne. Derfor er det enormt ødelæggende, når konkurrencen på markedet bliver skævvredet, fordi nogle vælger at snyde med deres prismarkedsføring”, siger Jesper Boysen.
Finans har skrevet om politianmeldelsen og har uden held forsøgt at få en kommentar fra Elgiganten. Elgiganten har heller ikke reageret offentligt på politianmeldelsen.