Intel har opgivet at tage sit markante nybyggeri i Ledøje-Smørum uden for København i brug, skriver dagbladet Børsen. Det næsten færdige, 22.000 kvadratmeter store domicil sættes nu til salg.
Det er de ændrede økonomiske forhold, der har ført til beslutningen, siger administrerende direktør Jørgen Bardenfleth. Intel bliver nu boende i Mileparken i Glostrup, hvor virksomheden har den 6.000 kvadratmeter store bygning, hvor der tidligere var monteret et Giga-skilt udenpå. Intel købte Giga for fire år siden.
Til avisen siger Jørgen Bardenfleth samtidig, at de pressede vækstvilkår for Intel ikke betyder, at der bliver tale om fyringer.