ICANN, der bestyrer adressestrukturen på nettet, truer højlydt med at fratage registreringsselskabet VeriSign retten til at sælge domæner. ICANN mener, at VeriSign sløser med at få korrekte oplysninger fra folk, når selskabet registrerer et domæne. Det skriver CNet.
VeriSign er en af verdens mest benyttede selskaber til registrering af domænenavne med retten til at formidle registrering af .com, .net og .org-navnene.
I øjeblikket er VeriSign ved at afgive retten til at sælge .org-adresser, da selskabet vil fokusere yderligere på den indbringende forretning med .com.
Mange overtrædelser
ICANN peger på foretegnelsen over domænenavne whois-databasen. Her har domæneadministratoren fundet 17 overtrædelser af reglerne. Og fejlagtige oplysninger er efter 18 måneder ikke blevet rettet.
Eksempelvis har en person registreret et domæne under navnet Toto - bosiddende på den fiktive gade Yellow Brick Road i den lige så opfundne by Oz i Kansas.
Verisign lovede tirsdag at bringe oplysninger i orden inden for én uge, men anklagede desuden ICANN for at overreagere.
- Ud af 10,3 millioner registeringer har de valgt 17 med unøjagtige data. 17 kan næppe kaldes et mønster, forklarede VeriSigns talsmand, Brina O'Shaughnessy tirsdag.