Når Microsoft på tirsdag udsender sin månedlige sikkerhedsopdatering, så er det værd at følge med, selv om der er sommerferie i de fleste danske hjem og virksomheder.
Det mener det danske sikkerhedsfirma CSIS.
Ifølge CSIS er der nemlig rettelse til tre kritiske huller blandt de ting, som opdateres på tirsdag. Desuden patches tre yderligere vigtige sikkerhedsopdateringer.
Den mest ventede rettelse hænger sammen med en sårbarhed i "DirectShow Video ActiveX kontrol".
Hullet er allerede set udnyttet af it-kriminelle, og det fik Microsoft til at frigive et selvstændigt redskab til at slukke funktionaliteten for nylig.
Det er den sårbarhed, som nu skal lukkes permanent, sammen med to andre kritiske huller.
De tre sidste vigtige opdateringer knytter sig til ISA Server og Virtual PC/Virtual Server og Microsoft Publisher.
CSIS anbefaler, at man tester og udruller opdateringerne hurtigst, da de som sagt allerede udnyttes kriminelt.