Notebooks er godt på vej til at fortrænge den gamle skrivebords-computer. Ifølge nye tal fra det britiske analysefirma Context har salget af bærbare computere i flere europæiske lande allerede overhalet stationære modeller.
I Italien repræsenterede notebooks 62,5 procent af alle solgte computere i januar 2005, mens bærbare også dominerer i Tyskland med 53,1 pct. af markedet.
For hele Europa har bærbare computere opnået en markedsandel på 49,2 pct., som dermed er steget markant fra 42,4 pct. i begyndelsen af 2004.
I Sverige og Frankrig dominerer desktop-pc'er fortsat med henholdsvis 63 og 58,4 pct. af computer-salget.
Men Context regner med at notebook-salget vil overhale desktop-pc'er i hele Europa i det indeværende år.
I Danmark blev der solgt 462.000 stationære og 339.000 bærbare computere i 2004.