De tidligere ejere af CBB Mobil, danske Comitel, har solgt sit datterselskab SMS A/S. Selskabet sælger blandt andet ringetoner og baggrundsbilleder til mobiltelefoner, men skal fremover gøre det med norske ejere i ryggen, skriver Dagbladet Børsen.
For et ukendt beløb har den norske koncern Schibsted nu overtaget det danske selskab, som i 2003 fik sit første overskud og tjente 2,7 millioner kroner.
Comitels direktør Peer Kølendorf ærgrer sig dog over, at det ikke er lykkedes at finde en dansk køber til selskabet. Det skyldes, at der mangler visioner i danske erhvervsliv, mener han.
»Danskerne er sgu nogle bønder. Mange nye ideer bliver solgt til udlandet, fordi vi herhjemme synes, at nu er det »godt nok«. Det er BMW-syndromet. Når direktøren efterhånden har fået den største BMW, gør han ikke mere,« siger Peer Kølendorf til Børsen.