Det er ikke det, der står i regnskabstallene for andet kvartal, som softwarehuset SimCorp hæfter sig ved i egne kommentarer.
Koncernens salg af investment management systemet TMS2000 til banker og forsikringsselskaber baserer sig på få og store ordrer - og det tager tid at forhandle kontrakterne igennem. Af samme grund er SimCorp godt tilfreds med udsigterne for selskabets salg i tredie og fjerde kvartal.
SimCorp A/S | Kvartalsregnskab | |
Millioner kroner | 2. kvartal 2002 | 2. kvartal 2001 |
Omsætning | 103,8 | 111,5 |
Resultat af primær drift (EBIT) | -17,7 | -8,0 |
Resultat før skat | -16,2 | -2,4 |
Resultat | -12,3 | -1,4 |
Egenkapital | 398,4 | 441,6 |
Røde tal dominerer
Blikket tilbage på andet kvartal afslører ellers fortrinvis røde tal. Resultatet før skat viser et underskud 16,2 millioner kroner mod 2,4 millioner kroner i samme periode sidste år.
Efter skat er underskuddet 12,3 millioner kroner mod 1,4 millioner kroner i 2001.
Resultatet af den primære drift (EBIT) er et underskud på 17,7 millioner kroner - en fordobling i forhold til sidste års otte millioner kroner i underskud.
Forventninger fastholdes
De røde tal rokker ikke ved SimCorps tro på, at selskabet nok skal nå de tidligere proklamerede mål for 2002.
Målene hedder en omsætning på mellem 550-600 millioner kroner - og en EBIT i intervallet 55-80 millioner kroner.
Værdien af de kontrakter, som selskabet er ved at forhandle igennem, er således øget med 55 procent i forhold til ved årets begyndelse. Ordrebeholdningen har en værdi på 97 millioner kroner. Dette begrunder SimCorps optimisme.
Lokomotivet er fortsat TMS2000, der står for 90 procent af omsætningen. Det er i drift hos 93 kunder og ved at blive installeret hos yderligere otte kunder. Det gav en licensindtægt på 18 millioner kroner, mens to nye kunder - i Schweiz og Tyskland bidrog med yderligere 33 millioner kroner i indtægt.
Derimod solgte selskabets andet produkt IT/2 ikke i andet kvartal. Systemet bruges til finansiel betalings- og risikostyring i multinationale koncerner - og ordrebeholdningen er kun på to millioner kroner.
SimCorp tror stadig på produktet - og peger på, at en ny-udviklet webbaseret brugergrænseflade har fået en god modtagelse hos nuværende og potentielle kunder.
Investorerne har taget pænt imod regnskabet. Aktien er steget med fem kroner til kurs 175. Det er dog stadig et stykke fra kurs 300, som selskabet var et stykke over - inden den betydende aktionær 2M Invest gik konkurs. Det gav store kursfald ved udsigten til, at bankerne ville sælge ud af SimCorp-aktien - og derved reducere aktiekursen.
Følg aktien her.